Vi ønsker at gå i dybden med udvalgte problemstillinger og har derfor bestemt, at hver udstilling skal behandle en ny tematik fælles for de udstillende kunstnere. På den måde sigter vi efter at skabe sammenhæng i de enkelte udstillinger, men ønsker også dynamik i den kunstneriske erkendelsesproces ved at finde nye vinkler og tematikker, hver gang vi manifesterer os.
Målet er, at der vil opstå nye konstellationer mellem de forskellige repræsenterede medier. Dette skal være med til at løfte samarbejdet i sammenslutningen, så de enkelte kunstnere indbrydes kan inspirere, kritisere og berige hinanden.
Da vi lever i en verden, hvor al traditionel erkendelse er sproglig, kan vi som moderne mennesker aldrig undgå at "skulle udlægge teksten". Da vi er billedkunstnere, finder vi det imidlertid vigtigere at betone billedmediets eget, visuelle udtryksrepertoire, som alternativ erkendelsesstrategi.
Vores mål er derfor at skabe nærværende og betydningsmættet kunst, som ikke kan reduceres til intellektuelle eller litterære konceptdannelser. Vi vil vise det visuelle formsprogs mange facetter og komme med vores bud på, hvad denne generations kunst handler om.
